Tilbage til hjemmesiden
Få vores nyheder på mail

KIA Motors præsenterer nye modeller på 2018-udgaven af biludstillingen i Paris

Pressemeddelelse   •   Okt 02, 2018 10:32 CEST

Europæisk debut til den eldrevne crossover KIA e-Niro med en rækkevidde på 485 km

Paris den 2. oktober 2018 – KIA Motors har i dag præsenteret den nye KIA ProCeed på 2018-udgaven af biludstillingen i Paris. Den helt nye shooting brake-model får premiere for offentligheden sammen med de højtydende Ceed GT- og ProCeed GT-modeller og Ceed GT Line. Den eldrevne crossover KIA e-Niro får også europæisk premiere på udstillingen.

Emilio Herrera, som er Chief Operating Officer hos KIA Motors Europe, udtalte følgende: “De nye biler på udstillingen cementerer det niveau af ambitioner og passion for design, som kendetegner KIAs biler. ProCeed giver køberne et imponerende og emotionelt design, Ceed GT giver maksimalt førerengagement, og e-Niro bidrager til at nedbryde grænserne for at eje en elbil, og så er den nem, sjov og driftssikker".

Alle de fire modeller, KIA præsenterer i Paris, vil som standard blive solgt med koncernens unikke garanti på 7 år/150.000 km. KIAs garanti dækker også litium-ion polymer-batteripakken i e-Niro.

Den nye KIA ProCeed kombinerer imponerende coupé-inspirerede linjer med en stationcars alsidighed

Den nye KIA ProCeed, som vises for første gang for offentligheden i Paris, kombinerer et imponerende design med plads og alsidighed som en stationcar med sit 5-dørs shooting brake-karrosseri. ProCeed tilbydes eksklusivt til de europæiske kunder i starten af 2019.

Den nye ProCeed viderefører navnet fra anden generation af den 3-dørs coupé KIA pro_cee’d, og den er designet, udviklet og konstrueret i Europa. Den er et produkt af KIAs europæiske design-, produktudviklings- og R&D-teams i Frankfurt, og ProCeed skal produceres på mærkets fabrik i Žilina i Slovakiet. Den skal produceres sammen med KIA Ceed og Ceed Sportswagon, der introduceres dette efterår.

Den nye ProCeed fanger ånden og de atletiske egenskaber fra anden generation af KIA pro_cee’d hatchback. Med shooting brake-designet er ProCeed et alternativ til den traditionelle 3-dørs hatchback, og bilen kombinerer imponerende proportioner med kompakte mål, der vidner om dens rendyrkede atletiske egenskaber. Med sin coupé-DNA er bilen lavere og længere end både Ceed 5-dørs hatchback og Sportswagon, og det giver bilen en unik tilbagelænet silhuet, som adskiller sig fra alle andre biler i segmentet for familiebiler.

I kabinen byder ProCeed på samme ergonomiske indretning som de øvrige Ceed-modeller. Interiøret er karakteriseret af bløde overflader i høj kvalitet. Et 7” ”flydende” infotainmentsystem med touchscreen er placeret midt i instrumentpanelet over betjeningselementerne til audiosystemet og varme- og ventilationssystemet. Selve instrumentpanelet er vinklet en smule mod føreren, så alting er inden for rækkevidde.

Emilio Herrera udtaler følgende: “ProCeed fører Ceed-modelfamilien i en dristig ny retning. Hvor Ceed Sportswagon har fokus på det praktiske, giver ProCeed par eller unge familier plads og alsidighed som i en stationcar kombineret med et emotionelt tilbagestrøget design. Hvor fokus på den ene af disse egenskaber normalt går ud over den anden, kombinerer ProCeed som den første bil blandt almindelige biler begge egenskaber.”

Produktionen af ProCeed shooting brake starter i november, og salget starter eksklusivt i Europa i første kvartal 2019.

KIA Ceed GT scorer topkarakter for præstationer og køreegenskaber

Den nye KIA Ceed GT er mere fuldendt og sjov at køre i end nogensinde før, og den får officiel premiere i dag på 2018-udgaven af biludstillingen i Paris sammen med den nye ProCeed GT.

De originale cee’d GT og pro_cee’d GT blev lanceret i 2013 som de første performance-hatchbacks nogensinde fra det koreanske mærke. Den nye Ceed GT fortsætter, hvor forgængeren slap, med selvsikre, medrivende køreegenskaber og en kraftfuld 1,6-liters T-GDi-motor (turbomotor med direkte indsprøjtning) samt en lang række teknologier, der øger komforten, sikkerheden og bekvemmeligheden.

Ceed GT har et sportsligt udvendigt design, som adskiller modellen visuelt fra andre modeller i Ceed-modelrækken. Hvor designet af den konventionelle Ceed er karakteriseret af stramme linjer og kurvede metalpaneler, er GT-varianten mere atletisk med nye kofangere for og bag, nye sideskørter og en række røde highlights på bilens eksteriør.

GT-versionen bygger på den samme ergonomiske kabineindretning som andre modeller i Ceed-modelrækken. Overfladerne er udført i bløde materialer i høj kvalitet med metallakerede dekorindlæg, og instrumentpanelet er vinklet mod føreren, så betjeningen er nemmere under kørsel. KIAs ”flydende” infotainmentsystem med touchscreen – 7,0” eller 8,0” – er placeret midt i instrumentpanelet over betjeningselementerne til audiosystemet og varme- og ventilationssystemet.

For første gang i en performance-hatchback fra KIA vil den nye Ceed GT kunne fås med en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse (ekstraudstyr), mens en 6-trins manuel gearkasse er standardudstyr.

Produktionen af den nye Ceed GT starter i november på KIAs fabrik i Žilina i Slovakiet, og salget starter i 1. kvartal af 2019.

GT-inspireret design og turbomotorer med lavt emissionsniveau til KIA Ceed GT Line

Den nye KIA Ceed GT Line får officiel debut i dag på 2018-udgaven af biludstillingen i Paris. Ceed GT Line henter inspiration fra den højtydende Ceed GT-model, og den kommer til salg i Europa i 1. kvartal 2019.

For at give KIAs nye række af mellemstore familiebiler ekstra appeal vil alle varianter af den nye Ceed kunne fås i en Ceed GT Line-version – også den 5-dørs hatchback og Ceed Sportswagon. Den nye shooting brake-karrosserivariant af ProCeed sælges som standard med GT Line-specifikationer. Alle tre GT Line-modeller byder på et højt niveau af alsidighed, turboladede motorer og medrivende køreegenskaber kombineret med et nyt sportsligt look både indvendigt og udvendigt.

Ceed GT Lines eksteriør omfatter en række markante designmæssige features. Det gælder blandt andet en ”tiger nose”-kølergrillindfatning i satinkrom og sort højglans, unikke 17” eller 18” (ekstraudstyr) GT Line-alufælge og nydesignede kofangere for og bag, der afspejler kofangerne på Ceed og ProCeed GT. Tågelygteindfatningerne har også horisontale ”blades” i metallak som på GT-modellerne og KIA Stinger.

Indvendigt adskiller Ceed GT Line sig med en mere sportsligt indrettet kabine. Den grå loftbeklædning i Ceed og Ceed Sportswagon er erstattet af sort stof, som omslutter personerne i bilen, og dørpanelerne er forsynet med metallakerede indstigningslister. Personerne på forsæderne nyder både godt af GT Line-specifikke sportssæder med større side- og lårstøtter eller – som ekstraudstyr – af sæder med samme støttestruktur som sæderne i de højtydende GT-modeller.

Ceed GT Line er tilgængelig med forskellige motorer: KIAs 1,0-liters og 1,4-liters T-GDi-motorer (benzinmotorer med turbo og direkte indsprøjtning) eller KIAs 1,6-liters ”Smartstream” CRDi-dieselmotor (common rail med direkte indsprøjtning). De downsizede motorer bidrager til bilens adrætte køreegenskaber og lave vægt.

KIA e-Niro: kombinerer crossoverens praktiske egenskaber med nul-emissions-kørsel

Den komplet eldrevne e-Niro kombinerer køreglæde, iøjnefaldende design, crossover-egenskaber og nul-emissions-drivlinje – alt i alt en af de bedste elbiler på det globale marked. e-Niro, som i dag for første gang er blevet vist med europæiske specifikationer, er udviklet til at nedbryde grænserne for at eje en elbil med en lang rækkevidde, mere intelligent indretning og en højere grad af praktisk anvendelighed end mange andre elbiler.

Den helt nye KIA e-Niro er den første komplet eldrevne crossover fra KIA, og den har en rækkevidde på op til 485 km* på en enkelt opladning af den langtrækkende batteripakke på 64 kWh. Batteripakken med lang rækkevidde kan også tilbagelægge op til 615 km i byen, hvilket er mere end mange benzindrevne biler. e-Niro fås også med et 39,2 kWh batteri, som giver en rækkevidde på op til 312 km* på en enkelt opladning.

Indvendigt i KIA e-Niro er kabinen en kombination af moderne design med masser af plads og teknologier, der supplerer bilens nul-emissions-drivlinje. Køberne vil også kunne nyde godt af en række elbilsspecifikke bilteknologier, der maksimerer rækkevidden, nye sikkerhedsfeatures og et iøjnefaldende udvendigt og indvendigt design.

Den nye KIA e-Niro produceres på KIAs fabrik i Hwasung i Korea. e-Niro kommer til salg i Danmark omkring årsskiftet, og den vil som standard være omfattet af KIAs brancheførende garanti på 7 år/150.000 km. Garantien dækker også batteripakken og elmotoren.

KIA Import Danmark AS (www.kia.com) er et selskab under Nellemann koncernen (www.koncern.nellemann.dk) med hovedsæde i Fredericia, og beskæftiger i dag cirka 30 ansatte. Vi målretter vores modelprogram i hvert enkelt segment, så vi kan tilbyde kunden mest bil for pengene. KIAs dna er et stærkt design samtidig med en driftssikker kvalitet, som vi bakker op med vores unikke 7 års garanti (op til 150.000 km – men fri km i de første 3 år). Hermed har KIA kunden et lavt niveau af omkostninger som bilejer. Den lange garanti sikrer samtidig én af de højeste restværdier i markedet.

KIA Import Danmark AS havde et travlt og spændende 2017 med intet mindre end 7 ny-bils lanceringer. 2018 byder måske på knap så mange store nyheder, men dog usædvanlig mange spændende opdateringer. Den største nyhed bliver introduktionen af den helt nye Ceed i starten af 2. halvår. Og med en særdeles stor efterspørgsel på plug-in-hybrid modeller, står KIA stærkt med to skarpe PHEV modeller i hhv. Niro PHEV og Optima PHEV. Selvom KIA debuterede på markedet for plug-in-modeller sidste år, lykkedes det med et flot salgstal på 205 plug-in-modeller at gå ud af 2017, som det bedst sælgende plug-in-hybrid mærke på personbiler.